25. juni 2018

Veteran Caféen på festugen i Vordingborg

12 frivillige udnytter Festugen i Vordingborg til at få spredt budskabet om, at Vordingborgs nye café for veteraner er åbnet. De bemander en pavillonen på skift, hvor de uddeler brochurer og fortæller om caféen.

Pavillonen er stillet op ved sengetøjsbutikken Jonica på Algade 42. Her står Birthe Friis, Per Hinrichsen, Helge Randsbæk, Henning Østergaard Nielsen og Flemming Iversen. De deler brochurer ud og fortæller om Vordingborgs nye café for veteraner.

Flemming er pensioneret seniorsergent og har været udsendt til et utal af missioner stort set overalt i verden.

DSC_0499

– Hvis ikke jeg skulle kunne tale med veteraner, hvem skal så kunne. Jeg er frivillig i foreningen, for det er en god sag at støtte, siger Flemming.

Formålet med Veteran Café Vordingborg er, at veteraner og pårørende kan mødes i et uforpligtende miljø og her finde fællesskab med andre veteraner og pårørende. Derfor er det vigtigt at få budskabet ud om, at caféen er åbnet.

– Vi prøver at udnytte festugen til at få fat i folk og få dem til at forstå, at caféen ikke er nogen officiel myndighed, men et sted, hvor man kan snakke med soldater. Det er et sted, hvor man ikke behøver at forklare tingene hele tiden. Folk ved, hvad du taler om, uddyber Flemming.

Selv om caféen ikke er en myndighed, så skal alle alligevel være klar til at hjælpe og støtte hinanden og måske sende en kammerat videre for at få styr på sit liv.

– Vi skal hele tiden være klar til at sende folk videre. Vi ser alt for ofte, at vores kammerater “putter” sig. Vi vil simpelthen være dårlige kammerater, hvis vi ikke hjælper og støtter en, der har brug for det, afslutter Flemming.

DSC_0497

Standen i Algade vil være bemandet mandag, onsdag og fredag fra 10.00 til 17.00. Gå derhen, få en kop kaffe og en hyggelig sludder. Så får du sikkert også en brochure, der forklarer lidt mere om Veteran Café Vordingborg.