12. oktober 2024

KFUM Soldaterhjem betyder hjerterum og samvær

Siden 1. august 2018 har Kirsten Andersen været den nye soldaterhjemsleder på KFUM soldaterhjem på Vestervej 3. Hun vil sikre, at soldaterne på Vordingborg Kaserne stadig kan få hjemlig hygge, spille brætspil eller playstation og få lidt godt at spise.

Tekst og foto: Kaptajn Niels Brandt, presseofficer

Det er ikke til at tage fejl af, når man går ind ad døren i Kuffen på Vestervej. Der er – den der særlige stemning af ”hjem”. Den ene halvdel af opholdsstuen er domineret af en kæmpe sofagruppe, der bare indbyder til at flade ud og se en god film. Resten af stuen er indrettet med borde og stole, hvor man kan spise, snakke eller spille spil. Det helt centrale, man får i Kuffen, er dog hjerterum og samvær, og det koster ingen ting.

Kirsten har sammen med sin mand Søren været soldaterhjemspar i flere omgange, så de har begge en god forståelse for, hvad soldaterne efterspørger.

– Et soldaterhjem er som et slags fritidshjem, hvor man kan få lov til at være sig selv. Det er Søren og mig, der skaber de rammer, der gør, at man kan føle sig hjemme hos os. Det skal være et sted, hvor man ”kan tage skoene af” og bare hænge ud, forklarer Kirsten med et smil.

Der er mange muligheder for at finde lige præcis den krog i Kuffen, som ligner noget man kunne kalde ”hjem” og det er der flere, der har fundet ud af.

– I sidste uge var der nogle stykke, der bare lå i sofaen hele aftenen og så film, men vi har også en masse brætspil, billard, bordtennis, bordfodbold og lige om lidt får vi også playstation, siger Kirsten.

Sulten kan også stilles i Kuffen. Spisekortet byder på Byens Bedste Burger med 200 gr. Bøf, en retroburger, panini, sandwich, narchos for sjov eller måltidsnarchos med kylling, salsa og guacamole.

KFUM soldaterhjem har også et lille udsalg af gear og grej, hvis man har et Gucci-gen.

Soldaterhjemmet er også hjemsted for Veteran Café Vordingborg, hvor veteraner mødes hver onsdag klokken 16.00 og spiser kage fra Nyråd Bageri. Hver onsdag er der også aftenspisning klokken 17.30. Det er god gedigen dansk mad til rigtig fornuftige priser. Tilmelding skal ske på sms senest tirsdag aften, så Kirsten og Søren kan nå at købe ind.

Kontaktinformation
Adresse: Vestervej 3, 4760 Vordingborg (ud ad Hovedvagten og til højre første gang)
Mobiltelefon: 24 41 37 77
e-mail: vordingborg@kfums-soldatermission.dk